Selvom livet har nogle udfordringer, som kan være svære og hårde at komme igennem. Og selvom du er ked af det, sur eller alt det bare går galt, og du ikke helt forstår hvorfor - og hvordan, det kan ske. Og man spørger sig selv "Hvorfor græder du?" - "Hvorfor er du så sur?" - "Hvorfor ....." - Og selvom man tit inderst inde godt ved hvad der er galt, man har bar ikke helt opfattet det endnu. Det eneste man egentlig har lyst til er, at kramme en man holder af, uden at man snakker.. man står bare og krammer, imens ens tårer løber ned af kinderne. Andre gange, så har man brug for at græde helt ud, at være selv og bare høre nogle sange, og bare stirre ud i luften.
- Nogenlunde alt dette har jeg haft idag - en følelse, af tomhed. En følelse man ikke helt kan forklare. Følelsen, af at det gør ondt inden i en - og til sidst ... bryder man ud. Man, kan ikke længere holde det inde. Når sådan noget sker for mig - så løber jeg en tur. Jeg løber bare uden, at vide hvor jeg løber hen. Jeg løber bare. Og det hjælper. Jeg bliver mere frisk, ser det smukke i naturen - ser det smukke i næsten alt. Jeg gør alt for at jeg kan smile, for at jeg kan se glad ud - for at andre skal kunne se at jeg er glad. Tit inderst inde, siger jeg til mig selv, at jeg burde komme ud med det jeg har på hjertet, til nogle folk man stoler på.Men, den man stoler på, stoler også på en anden. - Det er jo rigtigt nok. De eneste jeg fortæller alting til, det er min kæreste, min mor og min søster. Der er ikke flere, der egentlig ved så meget om mig som de gør - og jeg stoler på dem, stoler på at de ikke siger det til en anden. Livet kan være træls, det kan være noget man virkelig ikke har lyst til at leve længere - men hvis man kæmper sin kamp - så bliver livet lettere. Aldrig giv op, for livet er mere værd. Det eneste jeg kan sige det er:
- Hold hovedet højt!
Inden løbe turen.
Just smile
Ingen kommentarer:
Send en kommentar